Generalforsamling / Generalforsamling 2008

Generalforsamling 2008

Her under kan læses referatet fra den ordinære generalforsamlig
 
Bestyrelsens beretning finder du - HER
 
Referat fra Skoringsudvalget - HER
 
 
 
Nedenfor kan du læse referatet fra generalforsamlingen i GF Klokkekilden d. 20.08.08
Referatet er godkendt i overensstemmelse med vedtægterne:

Referat af grundejerforeningen KLOKKEKILDEN´s generalforsamling
Onsdag d. 20. august kl. 19.00 i Slagslunde Forsamlingshus

Dagsorden:
1. Valg af ordstyrer
2. Bestyrelsens beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Fremlægning af budgetforslag og fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag til dagsorden
6. Valg i henhold til §4
7. Eventuelt
8. Skovrings-udvalget

1. Valg af ordstyrer
Ole Leander (OL) blev forslået og enstemmigt valgt.
OL konstaterede, at indkaldelsen var fremsendt i henhold til vedtægterne.
OL gennemgik dagsorden.

2. Bestyrelsens beretning
Formand Henrik Poulsen gennemgik bestyrelsens beretning.
Beretningen er vedlagt referatet og kan i øvrigt ses på hjemmesiden.

Der var følgende kommentarer til beretningen:

Torben Mortensen: Grundejerforeningen Ejerlavet Skovringen eksisterer den dag i dag.

Knud Bille: Har bestyrelsen overvejet at indkræve kontingent alle årene tilbage for dem, der ikke har været medlem?
Lene Holmlund: Vi er gået i gang med at rykke for de sidste par år, og vil rykke for betaling så langt tilbage det er realistisk. Vi vil ikke rykke fraflyttede beboere.

Dræn:
Rasmus Gullander, Skovringen 8 fremfører, at iflg. samtale med kommunen, skal hver grundejer selv sørge for at rense drænene på egen grund. Hvis man ikke selv holder dræn på egen grund, kan man kontakte kommunen, som udfører arbejdet op på ejerens regning.

Herefter blev det diskuteret, hvorvidt dræn er et fælles ansvar. Synspunkter for og imod blev fremført, men Klokkekilden har ikke kunnet få noget forslag vedtaget på tidligere generalforsamlinger, hvorfor man henholder sig til Vandløbsloven.

Klokkekilden har modtaget en regning fra kommunen for drænarbejde på Hulvejen. Bestyrelsen afviser regningen og vil – om nødvendigt – gå rettens vej.

Formand fra GF Buresø: Peer Moth (PM):
Vi har ikke så mange grunde, som er drænbelagte. Vi har haft en landvæsens-kommission ude, som gennemgik dræn og kom med et overslag. Herefter blev der lavet en tinglysning og en partsfordeling. Der blev lavet et drænlaug, så grundejerforeningen tager sig ikke af drænproblemer.
Hvis kommunen kommer og laver dræn, så fordeles regningen efter partsfordelingen.
Mht. fusion så har Buresø forslået, at Klokkekilden får et overslag mht. dræn. Det skal ikke være grundejerforeningen, der skal betale, men dem der bliver berørt af det.
PM understreger, at vi har et fremragende samarbejde og vil gerne fortsætte samarbejdet, men holder en fusion tilbage pga. drænproblemerne.

Egedal Kommune har været meget afvisende overfor at få en partsfordeling omkring dræn i Buresø, hvorfor vi ikke forventer at kunne gennemføre den tiltrængte renovation i området.

Der er afsat DKK 25.000 til akutte drænproblemer på budgettet for 2009.

Vejbump.
Sidste år besluttede Klokkekilden, at der skulle etableres et vejbump ved Hulvejen.
Kommunen har nu forlangt, at der skal sættes lys på bumpene. Vi er i kontakt med politiet også, om at lave vejbump uden belysning. For 2 år siden hentede vi et tilbud på ca. kr. 15.000

Hegn
Der spørges til, hvem der holder øje med, hvorvidt hegnsloven overholdes.
Det gør den enkelte grundejer med mulighed for at blive uvenner med sin nabo.
Herefter blev forskellige konkrete hegn debatteret.

Kommunen har i 2004 givet dispensation til en beboer. Denne anses for retningsgivende.

Helårsstatus:
Ole Leander fremfører, at kommunen ikke ved deres levende råd pt. mht. helårsstatus. OL tilbyder at hjælpe med dispensationsansøgning, hvis nogen har behov for det.

Ole Leander, som også sidder i bestyrelsen i Bofast – og som igennem mange år har arbejdet på dispensationsansøgning - fremfører at, som det ser ud nu, bliver kommunerne straffet via bloktilskud, hvis de giver ulovlige dispensationer.

Godkendelse af beretningen:
TM: Beretningen er bestyrelsens arbejde for 2007. Jeg savner et referat fra den ekstraordinære generalforsamling. Referatet fra sidste år er ikke underskrevet af dirigenten, derfor er den ikke lovlig. Tænk at I vil køre en sag mod kommunen. Hvorfor ikke køre generalforsamling om søndagen, så kommer de unge børnefamilier.

LH: Vi blev opfordret for ca. 4-5 år siden af de unge børnefamilier til at holde generalforsamling en hverdag aften, fordi weekenderne for børnefamilier kan være meget hektiske.

Formanden læste de to sidste afsnit op af brev af 28 januar 1977 fra advokat Carl Nielsen, hvori der konkluderes, at ejerlavet skovringen er ophørt som selvstændig grundejerforening ved generalforsamling af 4. dec. 1976 og siden fungerer som vejlav med særskilt vejbidragsopkrævning og administration i Klokkekilden.
Selv om Ejerlavet i de gamle deklarationer er betegnet som en grundejerforening, er dette historie. Der kan selvfølgelig rettes i tingbogen. Spørgsmålet er blot om det muligvis vil være dyrt og overflødigt.

Brevet kan i sin fulde længde findes på hjemmesiden.

Referat fra ekstraordinær generalforsamling er udsendt med P&T i nov. 2007.
Kommunen har fået et underskrevet eksemplar af vores vedtægter, da de har bedt om dette.

Beretningen blev godkendt.

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Bestyrelsesmedlem Else Jespersen (EJ) fortalte kort, om det rod den forrige kasserer efterlod.
Herefter gennemgik ny kasserer Lene Holmlund (LH) regnskabet.
Regnskabet kan ses på vores hjemmeside.
Følgende kommentar til regnskabet:
Der var general utilfredshed med den store advokatregning. Regningen blev gennemgået og debatteret.

Den sidste års beslutning om at lægge regnskabet ud til en ekstern revisor, viste sig ikke at være mulig til en pris på kr. 5.000,- Prisen ville blive det dobbelte, alene for regnskabet.
Klokkekilden står tilbage med selve PBS/opkrævningsdelen, som pt. er den tungeste opgave. For at spare foreningen for penge, har bestyrelsen valgt selv at påtage os opgaven.

Jannie Pommergaard: Har vi styr på udestående?
LH: Næsten. I april sendte vi rykker nr. 1 til 89 grundejere.
I juni sendte vi rykker nr. 2 til 46 grundejere, som stadig ikke havde betalt, trods 1. rykkerskrivelse.
Lige inden generalforsamlingen manglede 21 grundejere stadig at betale. Til generalforsamlingen er der dog endnu et par stykker der nu har betalt. De sidste skal vi ha´ servitutter på fra tinglysningen, og så vil de blive sendt videre til kommunen, som må påtage sig opgaven.

Regnskabet godkendes herved.

4. Fremlægning af budgetforslag og fastsættelse af kontingent
Budgettet kan ses på regnskabsarket.
Kontingentet er uændret. Kr. 250,- årligt.

5. Indkomne forslag til dagsorden
Indkomne forslag skulle være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Indkomne forslag blev offentliggjort på hjemmesiden 7 dage før generalforsamlingen.

De indkomne forslag kan ses på hjemmesiden. Der blev stemt om de 5 forslag og resultaterne af afstemningerne medførte følgende beslutninger:

Forslag 1: Rykkergebyr
Vedr. betaling af kontingent til grundejerforeningen blev det enstemmigt vedtaget at de der ikke betaler til tiden fremover vil blive opkrævet et gebyr på kr. 100,- pr. rykkerskrivelse.

Forslag 2: Kontingentforhøjelse
Ejerlavet Skovringen vedtog med 8 stemmer for og 1 imod.at forhøje vejbidraget til grundejerforeningen Ejerlavet Skovringen fra 200,00 kr./år til 500,00 kr./ år.
Forhøjelsen er begrundet i øgede omkostninger til vedligeholdelse af veje i området.

Forslag 3: Faste hegn skal være skjult
Forslagsstilleren gennemgik de eksisterende regler: Faste hegn må ikke opføres nærmere vejskel end 1 meter og må ikke overstige en højde på 1,80 meter. Ønsker en grundejer at opstille faste hegn, fremgår det af deklaration tinglyst den 6. marts 1964, paragraf. 3 litra 1, at der mod vej kun må opsættes levende hegn, som skal plantes mindst 30 cm. bag vejskel og med maksimal højde 1,80 meter.

Da deklarationen er draget i tvivl ønsker forslagsstilleren at få fastslået at der mod vej og foran evt. fast hegn skal være hegnsbeplantning 30 cm. bag vejskel, der har mindst samme højde som det faste hegn, og at hegnet skal være i materialer som idag anvendt, d.v.s.raftehegn der opsættes vandret.
Generalforsamlingen mener ikke at kunne træffe beslutning om dette, men henstiller til, at beboerne i Skovrings-området efterlever dette forslag.
(Se i øvrigt ovenfor, afsnittet Hegn under bemærkninger til bestyrelsens beretning)

Forslag 4: Orientering til medlemmerne
Generalforsamlingen vedtog at bestyrelsen fremover skal udsende bestyrelsens beretning sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Desuden at alle indkomne forslag skal offentliggøres i god tid i forhold til generalforsamlingens afholdelse.

Under behandlingen af forslaget blev bestyrelsen opfordret til at bruge hjemmesiden mere, oprette en mailing liste og evt. sætte en tavle op igen ved vandværket, hvor grundejerne kunne se, hvad der rørte sig. De der ikke har adgang til hjemmesiden, bør kunne hente disse dokumenter hos udvalgte bestyrelsesmedlemmer.

Forslag 5: Orientering til medlemmerne
Generalforsamlingen vedtog at bestyrelsen skal udfærdige og efterleve en forretningsorden for bestyrelsens arbejde der sikrer en løbende information til grundejerforeningens medlemmer, herunder offentliggørelse af de sager bestyrelsen arbejder med, samt som et absolut minimum, offentliggørelse af beslutningsreferater fra bestyrelsens møder.

Under behandlingen af forslaget blev bestyrelsen opfordret til at offentliggøre de eksisterende fyldige referater fra bestyrelsesmøderne på hjemmesiden..


6. Valg i henhold til §4
I 2008 skal der vælges: 1 formand og 3 medlemmer samt 1 revisor og 1 bestyrelses-suppleant.

Følgende blev valgt:
Bestyrelsesformand: Knud Bille
Bestyrelsesmedlem Karen Jensen
Bestyrelsesmedlem: Else Jespersen
Bestyrelsesmedlem: Mette Malik
Bestyrelsessuppleant: Lotte Radisch
Revisor: Henrik Poulsen

Alle er valgt for 2 år.

Svend Loldrup er trådt ud af bestyrelsen i utide. Suppleant Ole Leander har overtaget Svends plads, og sidder det sidste år for Svend. Derfor vælges én suppleant for 1 år:

Bestyrelsessuppleant: Sten Christensen Valgt for 1 år

7. Eventuelt

Parkeringsproblemer:
Her fremlagde en grundejer sit parkeringproblem på Gartner Christiansensvej. (Nogle grunde har ikke mulighed for parkeringspladser pga. terrænnets hældning).
Jan Lassen vejledte grundejeren i løsning af det konkrete problem

Hvor langt ud må man lægge flisebelægningen, affald og kompostbunke:
Man skal holde affald, kompost mm. på egen grund.

Der må hverken stå biler eller sten i rabatten. Alle skal overholde dette. Enhver kan melde dette til kommunen.

Bjørneklo kan meldes til miljøafdelingen på Egedal kommune, Benjamin Dyre tlf. 7259 7304.

Forhåbentlig får vi med den nye bestyrelse en ny og mere brugervenlig hjemmeside

Skovringen 1 er faktisk en privat have, selv om den er tom. Man må gerne gå der, men vær venlig at samle hundelorte op.

8. Skovrings-udvalget
Vejdag blev afholdt søndag d. 10. august.

Dirigenten takkede for god ro og orden.
Grundejerforeningen Klokkekilden - Buresø - 3550 Slangerup  | klokkekilden@yahoo.dk